Den 30. udgave af PostNord Danmark Rundt blev afsluttet på fornemste vis, da Frederiksberg lagde rammerne til en tempofyldt enkeltstart, hvor stortalentet Remco Evenepoel (Deceuninck – Quick-Step), understregede, at han er en af tidens allerstørste ryttere.
PostNord Danmark Rundt blev kørt over 5 dage og strakte sig over 783 kilometer. Der deltog 19 teams og 131 ryttere stod til start, da løbet startede i Struer og herfra bevægede sig over 5 etaper, for at slutte på Frederiksberg.
I start- og målbyer, var der masser af glade tilskuere, der var mødt frem for at se rytterne. Langs ruterne, var der mange steder arrangeret events, der vel nærmest tangerede de scenarier, man ser udspille sig til de store Grand Tours. Kreativiteten blomstrede og tilskuernes hyldest til rytterne var stor, når selv den mindste by festklædt og opstemt tog imod feltet der bugtede sig gennem landet på vej mod dagens målby.
PostNord Danmark Rundt 2021 er i den grad blevet modtaget positivt, med en fantastisk opbakning, som rytterne især kunne mærke. Verdensstjerner side om side med ryttere fra mindre hold – en fantastisk kulisse dannede rammerne for dette store cykelløb. Og rytterne kvitterede med cykelløb i topklasse.
På løbets første etape, i et hæsblæsende opløb, blev Dylan Groenewegen (Team Jumbo-Visma) løbets første etapevinder. På anden etape, i en af Danmarks skønne kulisser, Dybbøl banke, spurtede Mads Pedersen, Trek-Segafredo sig til etapesejren. Løbets tredje etape, kongeetapen, blev på nærmest episk vis vundet af stortalentet Remco Evenepoel (Deceuninck – Quick-Step), da han i ensom majestæt, med et stort forspring, kørte over målstregen i Vejle. Fjerde etape, med mål i Kalundborg, blev vundet af amerikanske Colin Joyce (Rally Cycling), der spurtede sig til sejren foran de øvrige ryttere i den otte mandsgruppe, der havde været i udbrud hele dagen.
Femte og sidste etape var så det nye tiltag, nemlig afslutningen på Frederiksberg, i form af en enkeltstart.
Kampen om tiden – rytteren mod sig selv, vejrguderne der gav vand fra oven, marginaler, sekunder og toptrimmet udstyr. 10, 8 km. i de flotteste omgivelser midt i hjertet af Frederiksberg. En værdig kulisse til at afslutte dette store løb.
Dette års PostNord Danmark Rundt er nu slut og resultaterne ser således ud:
Samlet vinder af PostNord Danmark Rundt
Remco Evenepoel (Deceuninck – Quick-Step)
Anden plads samlet
Mads Pedersen (Trek – Segafredo)
Tredje plads samlet
Mike Teunissen (Team Jumbo Visma)
ŠKODA Pointtrøje
Mads Pedersen (Trek – Segafredo)
Changing Diabetes Bakketrøje
Rasmus Bøgh Wallin (Team PostNord)
WAOO Ungdomstrøje
Remco Evenepoel (Deceuninck – Quick-Step)
PostNord Fightertrøje
Rasmus Bøgh Wallin (Team PostNord)
Uno-X Holdkonkurrence
Trek – Segafredo
PostNord Danmark Rundt 2021
1. etape: Struer – Esbjerg 175,3 km.
2. etape: Ribe – Sønderborg 189,6 km.
3. etape. Tønder – Vejle 219,2 km.
4. etape: Holbæk – Kalundborg 188,4 km.
5. etape: Frederiksberg 10,8 km.
Foto: Thomas Sjørup