Unge talenter gæster PostNord Danmark Rundt

Navnene begynder at tikke ind, og flere prominente ryttere og unge cykeltalenter har meldt deres ankomst til PostNord Danmark Rundt.

Jumbo-Visma deltager i år med Olav Kooij. Den 20-årige hollænder regnes for et af de største sprintertalenter i verden og har senest vist sine evner i World Tour-løbet Polen Rundt. Her vandt han løbets første etape. Hvem Jumbo-Visma ellers sender til Danmark vides endnu ikke. Vi har dog tidligere annonceret, at den tidligere Giro d’Italia-vinder Tom Dumoulin er på holdkortet.

Også den polske mester Norbert Banaszek meldes til Danmark om 14 dage. Den 25-årige polak vandt overraskende det polske mesterskab tilbage i juni. Han kører sin tredje sæson for HRE Mazowsze Serce Polski og har to gange tidligere kørt PostNord Danmark Rundt.

I år deltager den tidligere Tour de France-vinder Geraint Thomas også i PostNord Danmark Rundt. Det samme gør blandt andre Magnus Cort, som for nyligt har kørt et forrygende Tour de France.