Når dette års udgave af postnord Danmark Rundt køres 15.-19. august 2023, bliver det med start i Aalborg og mål i Helsingør. 728 kilometer fordelt på fem etaper. 140 ryttere, der klikker i pedalerne fordelt på 20 teams. Etapeløbet har en klassisk postnord Danmark Rundt-rute med spektakulære afslutninger. Særligt på første etapes afslutning i Aalborg kan der ske en udskilning i feltet efter nogle hårde stigninger. Der venter feltet flere stigninger, når rytterne igen i år skal prøve kræfter med Kiddesvej på årets Kongeetape, inden feltet ruller mod Sjælland til 4. og 5. etape. Postnord Danmark Rundt slutter med en enkeltstart i Helsingør med Kronborg som kulisse, hvor rytterne skal forsøge at finde de små sekunder, der kan være afgørende i klassementet.
Dette års postnord Danmark Rundt, der er rangeret som ProSeries på UCI’s Europe Tour (niveauet under UCI’s World Tour), byder på nedenstående fem etaper.
15. august | 1. etape: Aalborg – Aalborg, 170 kilometer.
16. august | 2. etape: Kjellerup – Silkeborg, 164 km.
17. august | 3. etape: Vejen – Vejle 209 kilometer.
18. august | 4. etape: Kalundborg – Bagsværd, 171 kilometer.
19. august | 5. etape: Helsingør – Helsingør, 16 kilometer. Enkeltstart.
20 teams stiller til start, når løbet kører over startstregen i Aalborg. Her er listen over de deltagende teams:
DK landsholdet
Postnord Landsholdet
Continental Teams
Restaurant SURI – Carl Ras / BHS-PL Beton Bornholm / Team ColoQuick / Team Leopard TOGT / Mazowsze Serce Polski.
ProTeams
Sport Vlaanderen – Baloise / Novo Nordisk / Q36.5Pro Cycling / HUMAN POWERED HEALTH / Green Project-Bardiani CSF-Faizanè / Bolton Equities Black Spoke / Lotto-Dstny / Team Tudor / Uno-X Pro Cycling Team
WorldTeams
Soudal – Quick Step / DSM / Alpecin-Deceuninck / EF Education-EasyPost / Trek-Segafredo.
1. etape: Aalborg – Aalborg, 170 kilometer
Dette års udgave af den danske rundtur, postnord Danmark Rundt, starter i det nordjyske, nærmere bestemt i Danmarks tredjestørste by, Aalborg. Efter rytterpræsentationen på Budolfi Pladsen begiver rytterne sig ud på en 170 km lang første etape. På etapens afslutning inde i Aalborg venter en knaldhård rundstrækning, hvor feltet skal forcere de to kendte bakker Skovbakkevej og Nordtoft. Begge frygtede stigninger fra DM-løbet i 2022. For rytterne, der kører klassement, er der dyrebare sekunder på spil allerede her på første etape. Sidst løbet gæstede Aalborg, kørte Lasse Normann alene hjem; blot få sekunder foran det jagende felt.
2. etape: Kjellerup – Silkeborg, 164 kilometer
Efter første etapes forventelige hæsblæsende finale i Aalborg starter feltet i den stille og idylliske midtjyske by Kjellerup, der tilbage i 00’erne var hjemby for et af datidens store Continental Teams: Team Designa Køkkener. Anden etape ender i Silkeborg, der ligesom første etape forventes at have en yderst intens afslutning med den hårde bakke på Hvinningsdalvej, som burde give anledning til et festfyrværkeri af en afslutning.
3. etape: Vejen – Vejle 209 kilometer
Vanen tro er tredje etape af postnord Danmark Rundt årets kongeetape. Efter starten i Vejen, som for første gang er startby i postnord Danmark Rundt, skal de 140 ryttere ud på en 209 kilometer lang etape med hele 2100 højdemeter. Den afsluttende rundstrækning i Vejle indeholder tre stigninger: Højen Skovvej, Koldingvej samt naturligvis Kiddesvej, som vanen tro skal køres tre gange. Ryttere, som har forhåbninger om et topresultat i postnord Danmark Rundt, kan ikke tillade sig at have en dårlig dag på denne etape.
4. etape: Kalundborg – Bagsværd, 171 kilometer
Efter de tre første etaper i postnord Danmark Rundt, hvor de tunge sprintere måske har sværere vilkår end normalt, er der nu lagt op til en klassisk sprinteretape på fjerde og næstsidste etape af årets postnord Danmark Rundt. Etapen starter i Kalundborg og ender i Bagsværd, hvor der afsluttes med en lille 5,2 km rundstrækning, inden det hele forventeligt skal afgøres i massespurt.
5. etape: Helsingør – Helsingør, 16 kilometer enkeltstart
I 2006, 2011, 2015 har postnord Danmark Rundt kørt enkeltstart i Helsingør, så det er altså fjerde gang, at byen lægger asfalt til en spændende og meget afgørende enkeltstart i Helsingør. Det er prominente navne, der tidligere har vundet i byen: Fabian Cancellara, Richie Porte og Mads Würtz Schmidt er navne, der bekræfter, at man skal være enkeltstartsspecialist for at vinde etapen. Det er i historiske rammer med Kronborg som kulisse, at den endelige vinder af 2023-udgaven af Postnord Danmark Rundt skal kåres.