Finaleetapen blev sendt afsted fra Køge i festlig stemning, hvor mange tilskuere var mødt op for at sende rytterne godt afsted på årets sidste løbsdag. Den flotte opbakning fortsatte hele vejen til Rødovre, hvor et stort publikum skabte en fantastisk kulisse omkring den afsluttende rundstrækning.
Undervejs forsøgte flere ryttere at skabe forskelle med angreb og udbrud på rundstrækningen, men ingen af dem formåede at holde hele vejen til målstregen. Feltet holdt de offensive forsøg under kontrol, og efter en intens jagt blev de sidste udbrydere hentet kort før finalen.
Dermed skulle årets sidste etapesejr afgøres i en massespurt. Her timede Rasmus Søjberg, der til daglig kører for Decathlon AG2R La Mondiale Team, men ved PostNord Danmark Rundt repræsenterede det danske landshold, sin spurt til perfektion og kunne køre først over målstregen i Rødovre.
Trøjerne efter 5. etape
Med afslutningen på årets løb kunne Wout van Aert (Team Visma | Lease a Bike) lade sig hylde i den blå PostNord-førertrøje som vinder af PostNord Danmark Rundt 2026. Belgieren sikrede sig samtidig den grønne Škoda-pointtrøje.
Henrik Breimer Pedersen (Uno-X Mobility) sluttede løbet i den hvide ungdomstrøje fra Autocentralen, mens Aksel Bech Skot-Hansen (Team Give Steel – 2M Cycling Elite) kunne lade sig hylde i den grønne Novo Nordisk-bjergtrøje.
Mirco Maestri blev belønnet med den mørke blå PostNord-fightertrøje efter sin offensive indsats.
Samlet stilling efter PostNord Danmark Rundt 2026
- Wout van Aert (Team Visma | Lease a Bike)
- Lukáš Kubiš (Unibet Rose Rockets)
- Henrik Breimer Pedersen (Uno-X Mobility)