Anders Foldager klar til PostNord Danmark Rundt

Photo: SWPix

Efter en imponerende første halvdel af sæsonen er Anders Foldager blandt de syv ryttere, der er udtaget til det danske landshold ved årets PostNord Danmark Rundt.

Til daglig kører Foldager for Team Jayco AlUla og er en af fire WorldTour-ryttere på årets landshold.

Med sejren i Den Brabanske Pil, en andenplads ved DM i linjeløb og en top-20-placering ved Copenhagen Sprint har den 24-årige dansker vist, at formen er på plads forud for Danmarks største etapeløb.

Foldager kommer samtidig til årets udgave med gode minder fra løbet. I 2024 sluttede han på en samlet tredjeplads i klassementet, kun overgået af Arnaud De Lie og Magnus Cort, og viste dermed, at han kan være med helt fremme i kampen om den samlede sejr.

Landstræner Michael Mørkøv ser da også store muligheder i Foldager, som gennem de seneste sæsoner har taget endnu et skridt i sin udvikling.

“Foldager er en meget spændende rytter at have med på landsholdet i Danmark Rundt. Hans drøm om at vinde løbet er blevet grundlagt efter flere gode resultater i løbet. De seneste sæsoner har Anders udviklet sig til en verdensklasserytter, der allerede har vundet en stor sejr som Den Brabanske Pil tilbage i april måned,” siger Michael Mørkøv.

Mørkøv peger samtidig på, at årets rute giver Foldager en oplagt mulighed for igen at blande sig helt i toppen af klassementet.

“Specielt Vejle-etapen er god til Anders og vil være afgørende for løbet. Han er desuden attraktiv for landsholdet til mesterskaber, både når ruten har mange højdemeter, og hvis løbet skal afgøres i en spurt,” siger landstræneren.

Med erfaringen fra tredjepladsen i 2024, en stærk sæson hos Team Jayco AlUla og en rute, der kan passe godt til hans kvaliteter, bliver Anders Foldager en af landsholdets største profiler ved årets PostNord Danmark Rundt.