Hvis du har set et rødt flag blive viftet ud af soltaget på en bil under løbet, har du sikkert også set ham: Jens Kasler.
25 år bag PostNord Danmark Rundt – og stadig en del af holdet
Men Jens Kasler er meget mere end manden med flaget. I 25 år har han været eventmanager og rutemager for PostNord Danmark Rundt. Han kender alle de kringlede veje i Danmark og har år efter år været med til at skabe rammerne for Danmarks største etapeløb. Og så har du nok også hørt hans genkendelige stemme, der etape efter etape har taget publikum i hånden og ført dem sikkert og komfortabelt gennem dagen.
Ved sidste års udgave af PostNord Danmark Rundt kunne Jens Kasler velfortjent lade sig hylde på podiet i Vejle – det samme podie, som han utallige gange selv har været med til at orkestrere.
Tak for indsatsen, Jens – vi glæder os til mange flere år. En ægte ildsjæl, der i 25 år har sat sit præg på dansk cykelsport. Jens Kaslers tid som eventmanager og rutemager for PostNord Danmark Rundt er heldigvis ikke slut, hvorfor vi alle kan se frem til at se og høre ham i årets udgave, der starter i Aalborg onsdag den 29. juli.
Vi glæder os til at se jer på vejene til endnu en dansk cykelfest!